Kulturkomplekset Brandts klædefabrik ligger midt i Odense. Den ombyggede klædefabrik har i mere end 40 år været centrum for store dele af byens kulturelle liv.
KLÆDEFABRIKKENS HISTORIE - 1744 - 1977
Brandts Klædefabrik tog sin begyndelse i midten af 1700-tallet med et mindre farveri i de lokaler, som nu huser Cafe Cuckoo’s Nest i Vestergade 73. Herefter voksede fabrikken og bredte sig gennem hundrede år som et kludetæppe over det område, der i dag hedder Brandts Passage.
Klædeproduktionen
Produktion af klæde var en omfattende proces, og mange forskellige faggrupper var beskæftigede. Processen ændrede sig gennem fabrikkens historie, efterhånden som den blev udvidet, ombygget og maskinerne moderniseret.
Man fabrikerede primært af uld fra Danmark, men et festskrift fra 1919 fortæller, at man også købte uld i Island, Australien, New Zealand, Sydamerika og Sydafrika.
Brandts Klædefabrik bliver etableret i 1869
Den yngste søn Preben Lihme Brandt blev uddannet dugmager, og han startede i 1833 en klædefabrik i Klaregade. Nogle år senere flyttede han fabrikken til Skt. Knuds Klosters gamle bygninger ved siden af Skt. Knuds Kirke. Fabrikken fik hans navn og var den første Brandt’ske klædefabrik – og også den eneste virksomhed i Odense som i 1845 blev kaldt en fabrik. Den lukkede dog i 1880’erne. Morten Kisbye Brandt drev farveriet i Vestergade og havde en stor kundekreds. I 1854 ombyggede han huset i Vestergade 73 med den indretning og facade, det har i dag. Drømmen om egen klædefabrik var stadig intakt hos ham, og det blev i samarbejde med de to sønner, Søren Christian Brandt og Morten Vilhelm Brandt, at den blev realiseret. Den ældste søn var uddannet på klædefabrikker i København og Tyskland, og som 22-årig i 1869 vendte han hjem til Odense og igangsatte udbygningen af sin fars gamle farveri til klædefabrik. Det var også på høje tid. Industrialiseringen spirede, og grundlaget for at farve de lokale bønders stoffer var begyndt at forsvinde. Folk købte i stigende grad stof i klædevareforretninger og tøj hos manufakturhandlere. De fabriksfremstillede varer var mere eftertragtede end de hjemmegjorte.
Som det første blev ulden sorteret efter kvalitet og vasket. Herefter blev ulden wolfet, hvilket vil sige at man redte ulden og indfedtede den med forsæbelige olier. Efter wolfningen blev ulden kartet – de enkelte uldhår blev revet fra hinanden på store roterende valser med tusindvis af ståltænder. Ved kartningen kom ulden til at ligge parallelt. Herefter blev ulden spundet til garn på spindemaskiner. Når det færdige garn var vundet op på store spoler, kom det til væveriet og blev vævet til klæde. Klædet gennemgik forskellige efterbehandlinger, blandt andet rånobning, hvor klædet blev set efter for fejl. Næste led var Valkeriet. Her blev klædet stampet, så det blev mere fast og sammenhængende i vævet. Herefter blev sæbe og soda fra de foregående processer skyllet ud. Klædet blev efterfølgende overfladebehandlet, så det fik den ønskede luv. Klædet blev herefter farvet. Endelig fulgte en række processer hvor klædet blev efterset, den såkaldte finnopning. Klædet blev presset og til sidst efterset af fabrikkens ledelse. Sidste led var forsendelsesafdelingen.
Produktionen krævede mængder af vand. Det blev pumpet op fra Odense Å gennem en stor ledning, som løb under Vestergade og Filosofgangen. Ledningen var 200 meter lang. De samme stempelpumper fungerede i hele fabrikkens levetid. Og dette på trods af at to ingeniører i 1960’erne regnede ud, at det sindrige pumpesystem overhovedet ikke kunne lade sig gøre – teoretisk set. Denne kuriositet nævner Fyens Stiftstidende i november 1969.
Brandts passage rummer i dag butikker og cafeer, mens der omkring amfipladsen er kunstmuseum, studenterhus, biograf, spillested for musik og udøvende kunst. Brandts klædefabrik blev nedlagt i 1980 og åbnede som kulturområde i 1983 og har siden været et kulturelt midtpunkt for Odense.
English: The cultural complex Brandt's clothing factory is located in the middle of Odense. The rebuilt garment factory has for more than 40 years been the center of much of the city's cultural life.
HISTORY OF THE CLOTHING FACTORY - 1744 - 1977
Brandts Klædefabrik began in the middle of the 18th century with a small dyehouse in the premises that now house Cafe Cuckoo's Nest in Vestergade 73. After that, the factory grew and spread over a hundred years like a carpet over the area that is today called Brandts Passage.
Clothing production
Cloth production was an extensive process and many different professional groups were employed. The process changed throughout the history of the factory as it was expanded, rebuilt and the machines modernized.
They made primarily from wool from Denmark, but a festival publication from 1919 states that they also bought wool in Iceland, Australia, New Zealand, South America and South Africa.
Brandts Klædefabrik is established in 1869
The youngest son Preben Lihme Brandt was educated as a tablecloth maker, and in 1833 he started a garment factory in Klaregade. Some years later he moved the factory to Skt. Knuds Klosters old buildings next to Skt. Knud's Church. The factory got its name and was the first Brandt's clothing factory - and also the only company in Odense which in 1845 was called a factory. However, it closed in the 1880s. Morten Kisbye Brandt ran the dyehouse in Vestergade and had a large clientele. In 1854, he rebuilt the house in Vestergade 73 with the decor and facade it has today. The dream of his own clothing factory was still intact with him, and it was in collaboration with the two sons, Søren Christian Brandt and Morten Vilhelm Brandt, that it was realized. The eldest son was educated at garment factories in Copenhagen and Germany, and as a 22-year-old in 1869 he returned home to Odense and initiated the expansion of his father's old dyehouse into a garment factory. It was also high time. Industrialization sprouted, and the basis for dyeing the fabrics of the local peasants had begun to disappear. People were increasingly buying fabric in clothing stores and clothing from manufactory dealers. The factory-made goods were more coveted than the homemade ones.
First, the wool was sorted by quality and washed. Then the wool was wolfed, which means that the wool was saved and greased with soapy oils. After the wolfing, the wool was mapped - the individual wool hairs were torn apart on large rotating rollers with thousands of steel teeth. At the mapping, the wool came to lie parallel. The wool was then spun into yarn on spinning machines. Once the finished yarn was wound up on large spools, it came to the weaving mill and was woven into cloth. The cloth underwent various finishes, including robbery opening, where the cloth was checked for defects. The next link was Valkeriet. Here the cloth was stamped so that it became more firm and cohesive in the fabric. Then soap and soda from the previous processes were rinsed out. The cloth was subsequently surface treated so that it got the desired pile. The cloth was then dyed. Finally, a series of processes followed in which the cloth was inspected, the so-called fin opening. The cloth was pressed and eventually inspected by the factory management. The last link was the shipping department.
Production required quantities of water. It was pumped up from Odense Å through a large line that ran under Vestergade and Filosofgangen. The cable was 200 meters long. The same piston pumps worked throughout the life of the factory. And this despite the fact that two engineers in the 1960s calculated that the ingenious pumping system could not be done at all - theoretically. This curiosity mentions Fyens Stiftstidende in November 1969.
Today, Brandt's passage contains shops and cafes, while around the amphitheater there is an art museum, student house, cinema, venue for music and performing arts. Brandt's clothing factory was closed down in 1980 and opened as a cultural area in 1983 and has since been a cultural center for Odense.
Source: Wikipedia: (
visit link) and (
visit link)